Udviklingen af outdoor-jakker er tæt forbundet med materialer og konstruktionsmetoder. Tidlige jakker blev fremstillet af robuste stoffer med dobbelte sømme og knapper eller snorelukninger. Sømmene blev ofte forstærket på skuldre og albuer, hvor belastningen var størst. Disse teknikker sikrede, at jakkerne kunne bruges under forskellige vejrforhold og aktiviteter.
Senere blev tekstiler behandlet med forskellige overfladebelægninger for at modstå vind og regn, og foringen blev udviklet for at forlænge jakkerens levetid. Konstruktionen blev mere kompleks med flere paneler og justerbare lukninger, hvilket gjorde jakkerne mere alsidige i skiftende forhold.
Moderne jakker har fokus på lagdeling og modulopbygning. Indvendige rum, forskellige lukningsmetoder og panelplaceringer gør det muligt at tilpasse jakken til forskellige situationer. Samtidig spiller skæringer og sømme en central rolle i silhuetten og den strukturelle stabilitet.
Studier af materialer og konstruktionsmetoder viser, hvordan tekniske løsninger påvirker design og hvordan praktisk beklædning har bevæget sig ind i hverdagstøj. Ved at analysere disse aspekter kan man følge, hvordan beklædning tilpasser sig miljømæssige og kulturelle krav gennem tiden.